Min søn sad en dag og så en hjemmelavet film på YouTube om et computerspil, han spiller. I filmen var der pludselig én, som sagde noget med en ”voldtægt”. Det ved min søn slet ikke, hvad er. Jeg frygter, at tonen på nettet vil overrumple ham.

Mor til 7-årig dreng

Uegnet for børn

Der findes sprogbrug og billeder, som ikke er egnet for børn. Før i tiden risikerede børn at få øje på pornobladene på tankstationens hylder, se et glimt af en voldelig film i tv efter sengetid eller overvære et ubehageligt skænderi.

I dag er pornobladene fjernet fra børnehøjde på tankstationen og i stedet rykket ind på internettets uendelige hylder, og voldsfilm kan ucensureret streames døgnet rundt. Dit barn kan stadig støde på groft sprog i bussen, men også i chatrummet.

Eksplicitte billeder, film og lydklip kan skade, og det grimme sprog kan smitte. I dette tema kan du læse om, hvordan du som forælder kan hjælpe dit barn med at tackle de ting på nettet, der er uegnet for børn.
Virkeligheden VS nettet

Virkeligheden VS nettet

Du kan ikke holde din lille søn for øjnene, hver gang en busreklame med et par bare bryster suser forbi. Men du har muligheden for at tale med ham om, hvad han ser i det offentlige rum, når I bevæger jer rundt sammen.

Online findes langt mere eksplicit seksuelt og voldeligt materiale end i det offentlige rum, og mange børn er alene i mødet med det. Der findes mobilindstillinger og tilføjelsesprogrammer, som kan dæmme op for billeder af vold og sex, men intet filter beskytter 100 procent. Især ikke hvis dit barn skifter mellem brug af fx skolecomputer, privat tablet og mors mobil, hvor der kan være forskel på sikkerhedsindstillingerne.

I begyndelsen af puberteten vil dit barn højst sandsynligt bevidst opsøge den type indhold gennem computeren eller mobilen. Men mindre børn kan støde på indhold, som overskrider deres grænser og gør dem utrygge.

Et andet tema, som optager mange forældre, er tonen på nettet. Ligesom i skolegården kan den til tider være ubarmhjertig og uegnet for børn. Men som nævnt er børn ofte ladt alene med oplevelserne på nettet, mens der i skolegården for det meste vil være en kammerat, som dit barn kan undre sig eller fnise sammen med.

Blindgyder og rette veje

Blindgyder og rette veje

Man kan ikke forbyde eller filtrere sig fra indhold, der er uegnet for børn. På et eller andet tidspunkt vil dit barn støde på indhold på nettet, som virker grænseoverskridende. Hvis barnet ikke får talt med nogen om oplevelserne, kan de blive svære at slippe igen. Mange børn føler desværre, at de ikke kan gå til deres forældre af frygt for ballade.

Men der er ingen grund til at true med skældud, for pornografisk indhold kan poppe op i en reklame, når man mindst venter det. Usikre stavere kan ved en fejl indtaste et uheldigt ord i søgefeltet. Eller et voldeligt YouTube-klip kan blive foreslået lige efter et uskyldigt. Det kan også være, at dit barn har opsøgt det eksplicitte indhold med vilje. Børn har en helt naturlig nysgerrighed, som kan føre dem mange steder hen. Det bør du ikke tage afstand fra, men tale med dit barn om.

Tal om, at man kan støde på ting på internettet, som, man synes, er klamme og svære at glemme. Du skal ikke komme med udpenslende eksempler på hvilke grumme ting, internettet gemmer på. Sig i stedet, at barnet bedst selv kan mærke, når det ser noget, det ikke bryder sig om, og at det så skal huske at tale med en voksen.

Desuden er det oplagt, at du er sammen med dit barn på nettet for at undgå det uegnede indhold. Nogle stempler onlinetid som spildtid. Gør det i stedet til kvalitetstid, hvor I med hinanden i hånden navigerer rundt i onlinejunglen og finder frem til spil og apps, som er sjove og lærerige for dit barn (og måske også for dig?). Børn i 7 til 11-årsalderen kan godt lide at lave ting sammen med deres forældre. Hvis du baner vejen for fælles onlinetid og en åben dialog om nettets både positive og negative sider, vil du øge chancerne for, at dit barn også i teenagealderen vil komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt.

Dermed ikke sagt, at du ikke skal sætte grænser. Hvis dit barn er interesseret i film, spil eller andet, som ikke er egnet for mindre børn, kan du forklare, at aldersgrænserne bliver sat med god grund. Men husk at følge forbuddet op af et alternativ – fx et spil eller en film i samme genre, men som er egnet til dit barns modenhed.

Når det kommer til groft sprog, så vær først og fremmest det gode eksempel for dit barn. Tænk over, hvordan du selv kommunikerer med andre – både offline og online. Børn kopierer i høj grad deres forældre, så det vil ikke hjælpe at forbyde bandeord, hvis du selv bander fra tid til anden.

Hvis I sammen støder på filmklip eller tekster med upassende sprogbrug, så tal om, at modtageren nok er blevet ked af det, og at man skal tænke sig om, før man taler og skriver for ikke at gøre andre kede af det.

Du kan læse mere om, hvordan du ruster dit barn til at holde en god tone på nettet i temaet om konflikter.

Startkabler til dialog

Startkabler til dialog

”Nogle gange kan man se eller høre noget på mobilen eller computeren, som man synes er uhyggeligt eller klamt, og som det kan være svært at glemme bagefter. Så skal man sige det til en voksen, så man ikke er alene med det.”

”Der findes nogle ting på internettet, som ikke er beregnet for børn. Men der findes også en masse gode ting til børn.”

”Det er dig selv, der kan mærke hvad for nogle ting, som ikke er rare for dig at se eller høre på.”

”Har du lyst til at vise mig, hvordan man spiller det der spil?”

”Man kan godt møde nogen på nettet, som driller og siger dumme ting. Hvis du oplever noget i spillet eller chatten, som du får det dårligt over eller bliver ked af, så sig det til mig. For det er ikke i orden at sige grimme ting til hinanden – heller ikke på nettet.”

”Du er nødt til at vente med at se den her film, til du er blevet ældre. Men vi kan se den her sammen i stedet for.”

”Det er da ikke særlig rart at høre på, at nogen taler til hinanden på den måde. Lad os se noget andet i stedet for.”
Fakta

Fakta

I en undersøgelse foretaget af Børnerådet blandt 2000 elever i 7. klasse, svarer 47 procent, at de har oplevet noget på nettet, som de ikke brød sig om. En tredjedel har ikke talt med nogen om oplevelsen.

At se porno kan være en meget ubehagelig og chokerende oplevelse for mindre børn, fordi de oplever voksne kroppe i en sammenhæng, som de ikke kender. Mange børn vil opleve porno som overgrebssituationer og kan få mareridt og have svært ved at glemme oplevelsen, hvis ikke de får den bearbejdet ved at tale med nogen.

Vold og voldsforherligelse i film kan skræmme børn og fremkalde angst – især hvis scenerne virker realistiske. Jo yngre dit barn er, des sværere har det ved at skelne fantasi fra virkelighed. Derfor er det en god ide at følge aldersgrænserne.

Det er samtidig vigtigt at huske, at børn er forskellige. Nogle bliver lettere skræmt end andre. Derfor er det en god idé at se film sammen med dit barn, så du kan afkode dit barns reaktioner og tale om eventuelle ubehagelige scener.

Forskning viser, at vold i film og computerspil ikke fører til voldelig adfærd, når barnet kan skelne mellem, hvad der er fiktivt, og hvad der er virkelighed.

Der findes indstillinger og tilføjelsesprogrammer til computer, mobil, tablet, internetbrowsere, søgemaskiner osv., som har til formål at blokere for materiale, som ikke er egnet for børn. Nogle er bedre end andre, men ingen af dem giver garanti for 100 procent beskyttelse. De fleste børn i 10 – 12-årsalderen ved desuden, hvordan man slår dem til og fra.

Danmark er ifølge undersøgelsen EU Kids Online det land, hvor der er installeret færrest pornofiltre. Hver syvende danske forælder har installeret et pornofilter på computeren.
Sikker Chat anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Læs mere